onsdag den 3. december 2014

Æbleskiver og gløgg

Så kom Elgjægeren med igen. Jeg troede faktisk ikke, at han orkede at ro med os, men nu er han atter med på vandet, og det gik rigtig godt, så det var en dejlig oplevelse, at have ham med igen, han er nok noget af det sejeste, jeg kender.


Vi satte ud fra Møllekrogen og roede til Eskildsø eller rettere til Vesterløb, hvor vi lige skulle se om Eskildsø var stedet for frokosten, men her luftede det en del, så vi roede tilbage til vestsiden af Selsø Hage for frokostpause. Vi fik dog leget lidt i strømmen, som var meget kraftig i løbet. Vi kunne løseligt måle vandets hastighed til 4 km/t., så det var sjovt at lege lidt i strømløbet.


Efter frokosten skulle vi have gløgg og æbleskiver. Jan stod for gløggen, og Torben bagte eller rettere varmede æbleskiver på sin nye bageovn, og på den måde fik vi markeret, at vi er inde i december. Både gløgg og æbleskiver var fantastiske her ude i naturen. Efter den oplevelse gik vi en tur i området for at få lidt af varmen tilbage i kroppen.

Æbleskiver på Trangia.

Der blev lavet gløgg på to Trangiaer. 



Tilbage i kajakkerne holdt vi en fin hastighed tilbage til Møllekrogen. Det var en kold, men fin vintertur, selv om vinden var meget svag. Stor tak til Torben for æbleskiver og Jan for gløgg.

Turen: Møllekrogen til Eskildsø og retur.
Deltagere: Torben, Elgjægeren, Jakob, Kim, Stig, Palle, Jens, Jan og jeg.
Turens længde 15,6 kilometer.
Vejren: Overskyet med meget svag vind fra nordøst ca. 2-3 m/s.
Temperaturerne: Luften 3 grader og vandet 5 grader.

  

Ingen kommentarer: