onsdag den 26. juni 2013

Frokost i Sønderby

Onsdagsturens overskrift kunne lyde som en bedre Morten Korch film, men det blev en helt almindelig onsdagstur i hæderligt vejr sammen med Torben, Jakob, Kim, Erik, Jan, Bjarne, Kenneth og jeg. Kenneth er Bjarnes svogers søn og er ret ny i kajak. Vi satte ud fra jollebroen ved Jyllinge Havn, og planen var, at vi skulle ro syd om Eskildsø til Møllekrogen og nyde frokosten dér sammen med udsigten over fjorden, Men vinden var ret hård fra nordvest til vest, så vi lagde ind til Sønderby Havn og nød frokosten i læ for vinden, et skønt pausested, hvor der ikke kommer ret mange mennesker. Jakob havde kaffekage med fra Patricia.

Havneområdet byder på nogle dejlige omgivelser sammen med læ for vestenvinden.

Efter frokostpausen roede vi hen til pynten ved Selsø for at opleve vinden og bølgerne, og da vi vendte, målte Jakob over 9 m/s med vindmåleren, så der var masser af rygvind retur til Selsø Hage.

Afslapning og rygvind mellem Selsø og Selsø Hage.

Vi besluttede at ro nord om Eskildsø tilbage til Jyllinge, så vi blev fri for det meget lavvandede område syd og øst for Eskildsø, og så fik vi også lidt læ for vinden mellem Selsø Hage og Østby, hvor vi kunne nyde skoven og den flotte kyst.


Atter i roligt vand og i læ for vestenvinden.

Ved Østby lå vi et øjeblik for at samle op, inden vi krydsede over til Lilleø. Det meste af området nord for Eskildsø er udlagt som fuglebeskyttelsesområde, så man kan ikke ro lovligt ind mellem øerne her i slutningen af juni. Vi roede direkte mod Lilleø og nord om øen, hvor der var læ igen frem til Jyllinge Marina. Da vi skulle på land for at pakke sammen, så begyndte det så småt at regne, og det regnede faktisk til vi forlod Jyllinge. Vi afsluttede turen med en kop kaffe sammen med Patricias lækre kage. Det var en af de rodage, hvor det var meget svært at holde sammen, selv om vi bare var otte på vandet.

Turen.
Deltagere: Torben, Jakob, Kim, Erik, Jan, Bjarne, Kenneth og jeg.
Turens længde: 19,3 kilometer.
Vejret: Skyet og tørt det meste af turen, vind fra nordvest til vest ca. 9 m/s faldende til 6 m/s.
Temperaturer: Luften var 18 og vandet 19 grader.


onsdag den 19. juni 2013

Sol, vind, regn og bølger

Det var svært at få rovennerne med på vandet i dag, som udgangspunkt var det kun Jakob og jeg, der var klar til onsdagsturen , men så meldte Benny, Erik, Jan og Arne sig også klar til at tage med. Vejrudsigten havde nok en stor del af skylden, men onsdagsturen har efterhånden fået høj status. Jakob og Erik satte ud fra Sølager Mole og Jan, Benny, Arne og jeg satte ud fra stranden ved Kulhuse, og så var det planen, at vi skulle ro til Sølager og være klar dér, men der var nogle, som kom lidt sent, så Jakob og Erik kom til Kulhuse, og så roede vi mod Lynæs på en næsten blank fjord, først da vi kom til Hundested Havn, fik vi problemer med de refleksbølger, der næsten altid er her. Fra indsejlingen til den gamle havn var der atter blankt vand at ro på. Vejret var fantastisk, så vi nød turen til Kikhavn, Nøddebohuse og Liseleje, hvor vi lagde ind for at holde frokostpause, et ualmindelig dejligt sted i læ under skrænterne.

Skrænterne mellem Hundested og Kikhavn.

Benny præsenterede sin nyeste investering i form af en sammenklappelig stol, som vi alle skulle prøve - en fantastisk stol, som kan pakkes sammen, så den ikke fylder mere end en termoflaske.

Afprøvnin g af Bennys nye kajakstol.

Jeg havde kage med til kaffen, men der blev kun til et lille stykke til hver, da der officielt kun var tre tilmeldte til turen. Efter frokostpausen kom vi hurtigt i kajakkerne igen og fortsatte helt hen til Liseleje, hvor tankerne gik tilbage til den 13. marts, hvor vi sad inde på stenene i snevejr og spiste frokost, men i dag var det stadig meget flot vejr.


Vi vendte og roede tilbage mod Kulhuse i let medvind og stadig masser af sol og godt vejr, men himlen så noget faretruende ud, og vi kunne mærke, at det blæste op. Da vi skulle forbi Hundested Havn, var der omkring 6 m/s vind lige mod os, så vi fik vores sag for med bølger og vind, ja det blæste mere og mere op helt frem til Sølager samtidig med, at det også begyndte at regne. Vi holdt os inde under bakkerne, da en coaster lige skulle forbi, inden vi kunne krydse over til Kulhuse. Ved Kulhuse tog vinden af, eller også var der bare lidt mere læ, og da vi skulle klæde om og have det våde tøj af, kom der både torden og lyn samtidig med, at det regnede ret kraftigt.

Og så kom rgenen, men vinden kan ikke komme med på billedet.

En af de absolut bedste kajakture ved Isefjorden sluttede både vådt og blæsende med en tordenbyge lige over os. Jeg fik testet min skadede skulder. Det er første gang i et helt år, at jeg ror over 22 kilometer over en dag, skulderen holdt, men ikke uden problemer.

Turen.
Deltagere: Jakob, Benny, Arne, Erik, Jan og jeg.
Turens længde: 29, 5 kilometer.
Vejret: Frem til klokken 14.30 en del sol og svag vind fra sydøst ca. 4 m/s. Fra 14.30 blæste det op til 6 - 8 m/s fra syd regn med lyn og torden og vindstød op mod 14 m/s.
Temperaturer: Der var lovet op mod 30 grader, men det blev kun til ca. 20 grader, mens vandet er oppe på 19 - 20 grader.

onsdag den 5. juni 2013

Høj sol over Sejerøbugten.

I dag drillede vejudsigten Benny, Palle, Peter, Peter og jeg. Der var forventet svag vind, så det kunne vel ikke være noget problem at ro fra Havnsø til Ordrup Næs og retur, men vejrudsigten tog grueligt fejl med hensyn til vindretningen, vi fik sydvestlig vind, mens der var lovet nordvestlig vind, så vi kom på en hård tur tilbage til Havnsø.

Hvem kan ikke være betaget af Nekselø denne Grundlovsdag.

Da vi satte ud fra Havnsø, var der næsten ingen vind, og Nekselø lå flot og indbydende, men vi ville langs kysten til Ordrup Næs. Det var skønt med lidt vind bagfra, så det ikke føltes så varmt. Da vi passerede Sanddobberne kunne vi mærke, at vinden tog til, så vi fik noget af en rutsjetur langs Vejrhøj til Ordrup Næs. Vejrhøj stod fantastisk flot i sommersolen, så det var trods alt en nydelse at ro denne tur.

Vejrhøj med sine 121 meter syner ikke meget ude fra Sejerøbugten.

Der er ret mange sommerhuse på strækningen, men stort set alle ligger godt gemt bag træerne, så der er mest natur at nyde. Ved Næsset kunne vi se Bolette stå og vinke ved sit sommerhus, så vi roede ind for at hilse på, og vi blev budt på kaffe, Bolette mente, at vi lige så godt kunne sidde på hendes terasse og spise frokosten. Det blev en ret lang frokostpause, da vi også skulle se det fantastiske sommerhus.

Vi holdt en god fart hele vejen fra Ordrup Næs til Havnsø.

Vinden holdt sig, det var næsten umuligt at komme fra land i brændingen uden at få vand i kajakken. Nu havde vi ca. 10 kilometer i modvind tilbage til Havnsø, men efterhånden som vi passerede Sanddobberne blev det fint rovejr. Det blev en flot tur på Grundlovsdagen, og bortset fra vindretningen var alt perfekt.

Turen.
Deltagere: Benny, Palle, Peter, Peter og jeg.
Turens længde: 22 kilometer.
Vejret: Vind fra sydvest 3 - 6 m/s. Sol fra en næsten skyfri himmel.
Temperaturer: Lige under 20 grader og vandet var 18 grader.



mandag den 3. juni 2013

Fire dage i skærgården

Blekinge Skærgård fra torsdag den 30. maj til søndag den 2. juni.

Torben, Jakob, Stig, Jens og jeg tog på forårets tur til Blekinge Skærgård i et fantastisk flot vejr. Torben, Jakob og Stig mødtes hos Torben, jeg hentede Jens, og så gik det i godt tempo mod Matvik. Det var første gang jeg havde to kajakker på taget, men bilen og kajakkerne lå overraskende stabilt. Vi var fremme næsten samtidig efter blot tre timers kørsel. Vi valgte at sætte ud fra badepladsen ved Nytäppet, da havnen i Matvik er blevet total ugæstfri, den har ellers været en rigtig god oplevelse med deres gæstfrihed. I stedet for at jage alle gæster væk skulle de hellere se at få lidt orden på motorbådssejlernes fart i inderfjorden.

Kajakkerne pakkes til fire dage i skærgården.

Vi fik hurtigt pakket kajakkerne og tog så i ud i skærgården i et fantastisk flot vejr. Der var lidt vind fra øst, så vi roede over i den vestlige side af området, roede lidt rundt mellem øerne, inden vi lagde ind til Bockö for overnatning. Da vinden var svag, slog vi lejr i solen ude for læområdet. Bockö er efter min mening den bedste af de mange lejrpladser i denne del af skærgården, og vi fik da også en hyggelig aften, inden vi lagde os til ro for natten.

Solnedgangen fra Bockö.

Store flokke gæs på træk i solnedgangen.

Fredag morgen stod vi op til en skyfri himmel, men med lidt mere vind fra nordøst. Morgenmaden og pakningen af kajakkerne gik stille og roligt, og klokken 09.30 sad vi atter i kajakkerne. Jeg havde glemt noget af maden i bilen, og så havde jeg ikke fået pakket bilens GPS væk, så vi valgte at ro ind til Nytäppet for at få klaret min glemsomhed. Da det var klaret, roede vi langs kysten til Alböle. I en af de mange bugter lagde vi ind til Eriksberg Dyrepark for at gå op til det højeste udsigtspunktet og nyde udsigten over skærgården.

 Udsigtspunktet ved Eriksberg Dyrepark.

 Vi lagde også ind mellem Eriksberg og Alböle for at se, om vi kunne finde et egnet sted for overbæring, hvis vinden en dag skulle gøre det umuligt at runde Alböle. Alböle et den yderste knold ved indsejlingen til Järnavikfjorden. På grund af vanddybde og bundforhold skaber området nogle meget voldsomme bølger, selv ved let vind fra østlige og sydlige retninger. Vi har tidligere været nødt til at tage en ekstra overnatning på Tjärö, da det var umuligt at runde Alböle. Vi fandt et fint overbæringssted, hvor det vil være muligt at bære kajakkerne over uden de store problemer, så det var fint nok at bruge lidt tid på at finde et egnet overbæringssted. Alböle var slet ikke et problen denne fredag middag, så vi rundede denne frygtede pynt uden problemer. Vi lagde ind til Skiftesön for at spise frokost. Det var nødvendigt at finde et skyggested, da middagssolen var særdeles kraftig og varmen enorm i læsiden. Efter en god lang frokostpause fortsatte vi langs Eriksberg Dyrepark i håb om at opleve nogle af de fantastiske dyr i området, men de var ikke til at få øje på. Efter Horsö rundede vi fjorden og roede mod Tjärö, hvor vi lagde ind ved vores faste plads på øens østside.

Hen over eftermiddagen kunne vi også opleve skyer på himlen.

Pladsen lignede sig selv, selv om nogle vildsvin havde molestereret en del af pladsen. Inden aftensmaden var der nogle, som gik ud for at sanke brænde, og andre gik over til vandrehjemmet for at hente vand og kigge forholdene efter. Det blev til en hyggelig aften med masser af røg fra bålet. Til aftensmaden skulle vi lave et eksperiment med en simpel ret mad, som efter opskriften skulle kunne laves med enten tun og krabbekød. Det viste sig, at krabbekødet virkede fersk og kedeligt. Vi gik til ro, da det blev mørkt ved titiden. Næste morgen vågnede vi igen til sol fra en skyfri himmel og næsten ingen vind. Vi fik atter pakket og var igen klar i god tid. Torben have et fantastisk kort over Matvikfjorden, og på Tjärö kunne vi se, at der var et tilsvarende kort over Järnavikfjorden, så det måtte vi have fat på. På Tjärö havde de ikke den slags, da det var uden for sæssonen, så vi var fast besluttet på at tage ind til Järnavik for at skaffe kortet, og det gav bonus på vandrehjemmet. Vi fik samtidig kigget området efter for parkering, isætning og toiletter.


Vi fandt også en fantastisk lejrplads mellem havnen og campingpladsen, derefter fortsatte vi langs fjorden østlige side, hvor vi ikke tidligere har været, denne side af fjorden er et fantastisk smukt sted med masser af fugle. Vi passerede Gyön og fulgte skærene tværs over fjorden til Skiftesön og Alböle, som lå i det spejlblanke vand, så vi kunne ro ind mellem skærene. Derefter roede vi ind mellem skærene ved Mjöö, tværs over fjorden til Bockö, hvor vi overnattede første nat, for at spise frokosten der. Da vi nærmede os Bockö blev det overskyet, og inden vi var færdige med frokosten, begyndte det at regne svagt. Der var lovet lidt regn lørdag eftermiddag, så vi var forberedt på regn. Vi roede rundt om Bockö, mellem Brorsö og Joggesö, rundt om Harö og frem til lejrpladsen på Tärnö i let regnvejr. Vi startede med at slå Torbens store tarp op, så vi havde på den måde kunne skabe et tørt sted. Som lovet i vejrudsigten holdt regnen op klokken 17.00, men alt vores grej var vådt og klamt, så tørresnoren kom i brug. Vi gik atter tur op omkring fyret og havnen inden aftensmaden. På Tärnö er man ved at nedlægge elmasterne og lægge strøm og vand i jorden, så hele øens stianlæg er voldsomt ødelagt på grund af dette arbejde, men her skal der vel også ske lidt udvikling, selv om det går kraftigt ud over den naturskønne del af området. Vi fik atter hygget en hel del, inden vi lagde os til i ro i støjen fra et par nattergale, som sang hele natten. Med nattergalens sang vågnede vi atter til tørvejr, vindstille og solskin.

Alle tre morgener kunne vi nyde morgenmaden i solskin.

Vi fik indtaget morgenmaden pakket kajakkerne for sidste gang på denne tur. Derefter rundede vi Tärnö i vindstille og masser af sol, og så er Tärnö et fantastisk naturskønt område, som også vidner af barsk naturskøn yderskærgård.

Barsk natur uden for Tärnö og den ydre del af skærgården.

Da vi havde rundet Tärnö, kunne vi se, at der var omslag i vejret og det så ud som om, det fine vejr ikke kunne holde ret meget længere, så vi satte tempoet op roede i lige linie ind til Matvik og Nytäppet. Vi havde ikke været på land ret længe, inden det begyndte at regne, så det gik stærkt med at få pakket bilerne og spist frokost. Derefter satte vi kursen mod Danmark, og vi havde da heller ikke kørt ret længe, før uvejret brød løs med kraftig regn og torden, som først holdt op lige før Malmø.

Denne tur har nok været den bedste af samtlige ture til Blekinge Skærgård, da vejret hele tiden var på vores side, selv om vi fik fire timers regn lørdag eftermiddag. Jeg synes desværre også at området er blevet meget mere slidt, der mangler vedligeholdelse, og så er det svenske prisniveau nærmest eksploderet i turistområderne - men sådan er det vel også i Danmark. I den indre del af skærgårdene er der en hastighedsbegrænsning på 7 og 5 knob, med det er der stort set ingen, der overholder, stort set alle sejler med alt hvad båden formår helt ind i havneområdet og viser absolut ingen hensyn til småbåde og kajakker, et hensyn området ellers har været kendt for.    

Turen.
Deltagere: Torben, Jakob, Stig, Jens og jeg.
Turens længde: 51.8 kilometer.
Vejret: Masser af sol og svag vind. En enkelt regnbyge på 4 timer lørdag eftermiddag.
Temperaturerne: 16 - 21 grader, og vandet var 15 - 16 grader.
  
Rød tur: Torsdag, fra Nytäppet til Bockö.
Lysegrøn Tur: Fredag, Bockø - Nytäppet Tjärö.
Mørkegrøn tur: Lørdag, Tjärö - Bockö Tärnö.
Blå tur: Søndag, Tärnö Nytäppet.

Eksperimentet med tunet tun og spaghetti.


Overdrevet simpel, men super delikat og lynhurtig at forberede.

Det skal du brugetil 2 personer.
200 g spaghetti eller anden pasta
1 - 2 dåser tun i olie eller krabbekød
1/4 bundt bredbladet persille
2 spsk. kapers
1 spsk. olivenolie
1 spsk. citronsaft
Salt og peber
Tilbehør: brød, parmesan

1. Kog pastaen efter pakkens anvisning.
2. Hæld olie fra tunen, og bræk den i mindre stykker.
3. Snit persillen fint, og vend tun, persille og kapers sammen med den varme pasta. Smag til med olie, citronsaft, salt og sort peber.
4. Anret på to tallerkener, og server med brød og parmesan.

Tip: Retten kan også laves med krabbekød, men det kan absolut ikke anbefales.