onsdag den 25. april 2012

Rundt om Orø.

Dagen startede som en kold og regnfuld onsdag i april uden vind og sigtbarhed, men med konstant regn. Turen var aftalt som en turen rundt om Orø. Karin, Torben, Elgjægeren, Jakob, Kim, Stig, Erik, Peter og jeg lagde ud fra Hammer Bakke og roede op i Øster Løb, mens regnen stille og roligt tog af, og vi kunne da skimte lidt opklaring i disen, men vi var ikke sikre på, om det blev til noget.

Afsted geennem Øster Løb mod Næsby.

Vi fulgte sejlrenden og rundede Næsby Rev, hvor det kunne se ud som om, vinteren har været lidt hård ved de mange sten, så der var ikke ret mange synlige sten på revet. Da vi lå ved revet, var det meget diset, men fuldstændig vindstille, så det var et betagende syn. Vi krydsede over til Børrehoved Rev, og nu kunne vi se, at opklaringen var på vej, men vi skulle da lige have lidt flere regnbyger, inden vi gik i land for at nyde frokosten. Mens vi spiste frokost, kom solen, og nu blev det helt sommeragtigt, og vi kunne sidde og se fordampningen fra de lavvandede områder, mens vi nød Patricias kage til kaffen. Efter frokosten gik vi en tur rundt om Borrehoved for at nyde opklaringen og det dejlige område.

Borrehoved med Næsby Rev i baggrunden.

Tilbage ved kajakkerne fik vi gjort klar til at fortsætte turen ned i Vester Løb. Der var stadig ingen vind, så det blev varmt. Vi valgte at ro denne vej rundt om Orø, idet det var lavvandet, da vi satte ud, og vandstanden var stigende, så når vi skulle passere det lavvandede område mellem Orø og Lindholm, ville der være så meget vand, at vi kunne passere uden at skulle ud af kajakkerne. Det viste sig, at der var ret god vanddybde i området, så vi fint kunne passere. Da vi krydsede over Øster Løb for at komme tilbage til udgangsstedet, kunne vi mærke, at vinden tog lidt til, så den efterhånden kom op på meget svag vind. Selv om turen startede i regnvejr, fik vi en flot tur ud af det, en tur vi mest vil huske som en tur i sol og vindstille vejr!!!


Turen.
Rundt om Orø.
Dato: 25. april 2012.
Deltagere: Karin, Torben, Elgjægeren, Jakob, Kim, Stig, Erik, Peter og jeg.
Turens længde: 21 kilometer.
Vejret: Første halvdel af turen var med regn, ingen vind og diset, efter pausen sol, ingen vind og rimeligt klart. Temperaturer fra 9 - 14 grader, men vandet var koldt, blot 8 grader. 

Bemærk, hvor tæt vi fulgte sejlrenden, hvor det var muligt.

onsdag den 18. april 2012

Halvt rundt om Bognæs

Så kom jeg atter tilbage til onsdagturene efter 3 ugers pause på grund af lidt rejseri, så det var dejligt at være tilbage i kajakken og på kajaktur. Onsdagsturen skulle atter være en tur fra Herslev og så op på nordsiden af Bognæs og retur til Herslev, en af de mange fine ture på Roskilde Fjord. Torben, Jakob, Erik og jeg mødtes ved Herslev Strand, fik hurtigt pakket kajakkerne og så af sted ud og møde foråret. Da vi forlod Herslev var det som om, at vi også skulle begundstiges med lidt sol, men det viste sig kort efter, at solen ikke havde tænkt på at skulle skinne i dag. Til gengæld kunne vi glæde os meget over, at foråret er blevet mere synligt, det var som om, at hvidtjørnen liger er ved at springe ud og så havde Bognæsskoven et dejligt lysegrønt skær over sig, så vi kunne rigtigt nyde at det snart er rigtig forår, men det er som om, at temperaruren ikke vil op af og vandet er stadig hunde koldt, men vi er jo også kun i midten af april, så vi må nok væbne os med lidt tålmodighed.
 
Forår på vej.

Der var mange flotte hvide svaner på fjorden, som vi kunne nyde synet af, når de følte sig generet og ville på vingerne. Da vi kom over på nordsiden af Bognæs ville vi da lige over og se om vi kunne se havørnereden, så vi roede over i nærheden af det afspærrede område og vi kunne da svagt skimte havørnereden, men inge havørne. Det har hele tiden været vores mening, at vi skulle gå i land ved "træstammen" for at nyde frokosten på dette dejlige sted. Efter frokosten gik vi en tur i området og kunne nyde synet og duften af et stort areal med friske ramsløg.

Skovbunden var dækket af flotte nyudsprungne ramsløg.

Tilbage ved træstammen fik vi hurtigt pakket kajakkerne og så af sted mod Herslev. I starten af turen så vi en enkelt hjort inde i skoven, så vi holdt øje med området for at se, om der stadig skulle være nogle af de flotte rådur og vi blev ikke snydt for synet at de flotte dyr. De havde simpelt hen taget opstilling på toppen over skrænterne ved rævegravene, hvor vi kunne tælle 6 flotte stykker råvildt stå i siluetter og kigge på os og så manglede vi atter Elgjægeren til at fortælle os, hvad det er for nogen. Tilbage ved Herslev fik vi pakket bilerne efter endnu en dejlig dag med gode oplevelser på Roskilde Fjord.
 
Der er vildt på toppen.

Turen.
Dato: 18. april, 2012.
Deltagere: Torben, Jakob, Erik og jeg.
Turens længde: 17,5 kilometer.
Vejret: gråvejt, vind fra øst, sydøst ca. 5 m/s og temperaturer omkring 10 grader, mens vandet blot er 6 grader.